Kender du det med at gå i ring, og ikke rigtigt komme nogle vegne? Drømme om en masse ting – men drømmende forbliver drømme, fordi du ikke sætter handling bag?
Sådan har jeg haft det i lang tid – indtil jeg i marts måned satte mig for at blogge mig igennem Julia Camerons bog “Kreativitet” og gennemførte Julia Camerons 12-ugers kreativitetskursus.
Og faktisk troede jeg ikke, at var i stand til at blogge – fordi jeg havde den begrænsende overbevisning, at jeg bare måtte have en Apple computer først.
Så rigtigt rigtigt længe gik jeg i cirkler omkring det der bloggeri, indtil jeg heldigvis fik en åbenbaring af at se filmen “Julie & Julia” – og pludselig var der ikke langt fra idé til handling – Mac eller ej… (En Mac, som jeg stadig ikke har, den dag i dag…)
Læs hele historien om min vej ind i blogland og mere om “Julie & Julia” her…
Nu er jeg jo så begyndt at læse Julia Camerons anden bog om kreativitet – nemlig “Kunsten at være kreativ” – og her er et uddrag fra bogen om kreative blokeringer, jeg bare må dele med dig:
Jeg så engang til, mens en af mine venner spildte et helt år, fordi han “ikke kunne arbejde uden et atelier”.
Da han så fik et atelier og begyndte at arbejde igen, var det, han frembragte, et par enkelte mellemstore malerier, og en hel mængde smukke miniaturetegninger i kul og blyant, som han kunne have lavet på et tv-bord, hvis han havde haft lyst.
Nej, han arbejdede ikke – ikke fordi han ikke havde haft et atelier, men fordi han ikke arbejdede.
Der er plads til kunst i en hvilken som helst form for liv, vi har – ethvert liv, lige meget hvor overfyldt eller proppet det er, lige meget hvor goldt eller tomt, det er.
Der er os, der er den “blokering”, vi ser.
…
Begynd der, hvor du er, med den, du er.
For at komme derhen, hvor du gerne vil i kreativ henseende, må du begynde et eller andet sted. Og det bedste sted at begynde, er præcis der, hvor du er.
Ideer til at komme i gang med kreative sysler
- Skriv en lang kreativ ønskeseddel med uforløste kreative drømme og idéer
- Gå en lang tur og tænk på, hvordan du kan få mere plads til kreativitet i dit liv. Bed om svar – og lyt efter svar
- Sluk tv’et og sæt dit yndlingsmusik på
- Sæt kreativ tid af til dig selv – og overhold kreative aftaler med dig selv
- Lav en liste over gøremål, du virkelig har lyst til – og gør en af tingene allerede i denne uge
- Tag på kunstnerstævnemøde og forkæl din indre kunstner
- Lav en “så pyt, så gør jeg det alligevel“-liste og se, hvad der sker
- Lad nullermænd være nullermænd og gør noget godt for dig selv
- Sæt dig med en bunke gamle magasiner og riv billeder eller ord ud, som tiltaler dig. Find papir, saks og limstift frem og lav dig et kreativt dreamboard. Hæng det op et sted, du ser hver dag
- Start i dag, bare med et lille hyggeligt kreativt tiltag, en brainstorming, en krea-liste – eller et dejligt karbad med dit yndlingsmagasin
- …? Fortsæt selv listen – og skriv gerne dit forslag i kommentarfeltet
Måske føler du, at du har behov for at indrette et lille hjørne derhjemme, der er DIT hjørne, hvor du kan have kreative syslerier i gang uden at skulle rydde op efter dig bagefter – men lad ikke det blive en sovepude og en forhindring for at komme i gang.
Just do it
Er ofte meget lettere sagt, end gjort. Men nøøøøøøøøøøj, hvor jeg elsker det slogan! – Men hvor har jeg stor respekt for, at man føler, at man skal bestige et bjerg, før man overvinder en kreativ blokering…
Kærlig hilsen Susanne
Pingback: Moodboard #4: Min kreative rejse med Julia Cameron ¦ My creative journey with Julia Cameron | Mit krearum [my creative space]