Julia Cameron har lært mig et nyt ord her i den 9. uge af mit kreativitetskursus. I hvert fald betydningen af ordet…
Entusiasme… Smag lige på ordet; det smager dejligt. Det er fyldt med energi og glæde… Og det stammer åbenbart fra græsk og betyder ”opfyldt af Gud”. Så smukt et ord, synes jeg.
”Entusiasme er ikke en følelsesmæssig tilstand. Det er et åndeligt engagement, en kærlig given sig hen til en kreativ proces, en glad erkendelse af den kreativitet, vi er omgivet af.
Entusiasme er en stadig strøm af energi, som øses af selve livskraften. Entusiasme har sine rødder i leg, ikke i arbejde. Vor indre kunstner er så langt fra at være en hjernedød soldat, men derimod det indre barn, den indre legekammerat. Som det gælder for al kammeratskab, er det glæde, ikke pligt, der skaber varige bånd.”
Uddrag fra Julia Camerons bog “Kreativitet”
Entusiasme, ekstase, tantra og meditation
Netop på mit buddhismekursus i mandags talte vi om entusiasme – som en tilstand af ekstase.
Vi talte om Tantra. Tantra er at kunne give slip via kroppen. At kunne realisere tomhed via kroppen. Hvorimod man via meditation stræber mod at realisere tankemæssig tomhed.
Hvor er det bare vildt, som alting hænger sammen og giver mening. Jeg kender intet til Tantra, har ikke arbejdet med det før forleden. Og jeg er ærlig talt lidt forvirret. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at krop og sind hænger sammen.
Alt handler om energier. Krop er bevidsthed, bevidsthed er krop. Ved hjælp af sindets kræfter er vi i stand til at påvirke kroppen. Og vi skal have kroppen med i enhver spirituel tilgang.
Det arbejder jeg med til yoga – og i mine meditationer. Men jeg fornemmer, at jeg nu skal have fat i en tredje dimension – et nyt lag i min kreative, meditative, intuitive, åndelige og kropslige bevidsthed… Phew…
Kender du noget til Tantra?
Kærlig hilsen Susanne