Hvor er det bare fedt at bo i en by, hvor der sker en masse i det udendørs kulturliv, fordi hele havneområdet skal byfornyes i løbet af de næste 10-15 år.
Både i 2009, 2011 og her i 2013 har KØS – museum for kunst i det offentlige rum arrangeret en udendørs udstilling i det offentlige rum i samarbejde med Køge Kyst.
Årets udendørs udstilling kan dog efter min mening ikke måle sig med Walk this Way fra 2011 – hvor der var det mest fantastiske street art i hele byen – og en hel bro var pakket ind i strik.
2 km lang kunstrute
Men dette års MUR HÆK HEGN udstilling er absolut en gåtur værd – især for at se hovedværket aller yderst på havnefronten, ud mod strandengen, hvor en kæmpe mur tårner sig op med 16 super lækre collager.

[MUR HÆK HEGN gåtur på Køge Havn med KØS’s personale – og fortællinger af museumsdirektør Christine Buhl Andersen]
Min ugentlige gåtur
Julia Cameron foreskriver en ugentlig gåtur og et ugentligt kunstnerstævnemøde, mens kreativitetskurset står på. Jeg har i denne uge været hele to gange nede på havnen, dog ikke alene, så jeg har stadig en gåtur til gode…
I tirsdags var jeg på en eksklusiv gåtur med personalet på KØS, hvor museumsdirektør Christine Buhl Andersen viste os rundt, og i dag var jeg af sted med en god veninde.
MUR
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er fuldstændig pjattet med de 16 kæmpemæssige collager, som Christian Schmidt-Rasmussen har fået lov til at trylle frem på en stor mur.
Collagerne forestiller en mulig fremtidsvision for Køge, som Køges borgere kan tolke videre på.

[Christian Schmidt-Rasmussens fantastiske MUR kunstværk på Køge Havn med 16 collager med en mulig fremtidsvision for Køge]
Efterfølgende har han bygget scener op collage for collage med fotografier, pap, ler og andre rekvisitter, og igen affotograferet det, så det endelige værk har en super fed dybdevirkning, når man står og betragter det – og man får nærmest lyst til selv at træde ind i billedet.
Oppe på KØS i Nørregade kan man se nogle af de scenarier, han har bygget op. Det er så fedt lavet, synes jeg.
HÆK
Rundt om i Køge vil der denne sommer være fire anderledes hække i bybilledet, som kan pirre nysgerrigheden for de forbipasserende.

[En roterende HÆK på havnefronten skabt af Søren Dahlgaard. Mon ikke vi alle sammen i ny og næ stiller os selv spørgsmålet: “Hvad mon gemmer sig bag hækken?”]
Fælles for hækkene er, at de pirrer til nysgerrigheden og folks undren om, hvad der mon gemmer sig bag hækken.
HEGN

[Søren Behncke alias Posemandens flet HEGN på Køge Havn. Med masser af søde, naive pixelerede motiver]
Der er pixelerede referencer til 80’er spillet Pac Man, fjernsynets TTV, oldtidens græsk-romerske mosaikker og korsstingsbroderede klokkestrenge og navneklude fra Køge Museum med ”de kjøge høns”.
Vil du også gå kunstruten og se alle værkerne?
Der er langt mellem de forskellige værker, men det er bestemt en gåtur værd. Ruten starter fra KØS i Nørregade og slutter ved muren på Søndre Badevej.
Kort over kunstruten udleveres på museet – og du finder også QR-koder på informationsskiltene undervejs ved de enkelte kunstværker med diverse bonusoplysninger og historier.
Udstillingen løber til 15. september 2013 – og der er bl.a. gratis omvisninger 2/6, 7/7, 4/8 og 15/9, hvor gåturen starter fra KØS kl. 11:30.
Kommer du forbi Køge, så sig til! Så går jeg gerne turen sammen med dig :0)
Kærlig hilsen Susanne
Var nede i Køge i går og gik turen. Enig i, at den ikke målte sig med Walk This Way – men der var nu også meget at leve op til. Til gengæld nød jeg, at man på turen kunne skimte rester af netop Walk This Way samt spontant opståede street arts her og der…. Posemandens hegn var lidt slidt at se på, men på den andenside havde det lidt sin charme, da man stadig kunne fornemme de fleste af figurerne og samtidigt fortæller det jo lidt om “levetiden”…. hækkene – de frembringer da et smil/grin hos alle :o)