2013 har for mig været et sansebombardement af inspiration!
Tilbage i marts måned formulerede jeg min mission om, at jeg skal leve kreativt. Jeg ønskede at tiltrække alle de fantastiske kreative energier og leve mere i et kreativt flow…
Jeg ønskede at blive grebet af nuet og lade mig inspirere af alt det smukke, livet havde at byde på – og det må siges at have været en hel del…!
2013 har været enestående visuelt, kreativt og medmenneskeligt.
Jeg har virkelig nydt at skrive dette blogindlæg og kigge tilbage på et fantastisk visuelt overflødighedshorn af smukke minder – som er opstået i mødet med en masse kreative sjæle, som jeg har mødt i det forgangne år. Nogle kendte jeg i forvejen, andre havde jeg fulgt via blogland i flere år, mens langt de fleste pludselig dukkede op som sendt fra himlen.