Back on track – tilbage på det kreative spor

Frihåndshækling. Hæklede mellemstykker kreeret og fotograferet af Susanne Randers

Jeg har indset, at det er tid til at fortsætte det kreative spor, som jeg startede op i foråret.

Vejen ind i mit hjerte, mit sind, min spiritualitet og min kreativitet – genetableringen af kontakten til mit indre kreative legebarn.

Jeg ved, at jeg ikke er ene om at ønske, at leve mere kreativt. Det kan jeg se af de kommentarer, jeg får her på bloggen, og de skønne kreative mennesker, jeg har mødt på det seneste.

Så her kommer et “åbent brev” til Julia Cameron, skrevet lige fra hjertet…

Genoptagelsen af “Kunsten at leve kreativt”

17. september 2013

Kære Julia Cameron

Jeg var af den overbevisning, at du var min kreative mentor nummer 1. Jeg har suget til mig af din livserfaring og viden om, hvordan kreative blokader nedbrydes.

Jeg har troligt fulgt dit kursus uge for uge, dag for dag i bogen “Kreativitet” fra marts til juni.

Jeg var helt og holden af den overbevisning, da jeg kom tilbage til Læsø efter mit højskoleophold, at jeg skulle i gang med “Kunsten at være kreativ” midt i august måned.

Men jeg blev overhalet af virkeligheden. Overhalet af DET VIRKELIGE KUNSTNERISKE LIV. Jeg boede hos det til dato mest kreative, livserfarne og filosofiske menneske, jeg nogensinde har mødt.

Så jeg lukkede din bog for en stund og sugede til mig af Anne Julies kreative livserfaring – og alle mine morgensider kom efterhånden til at handle mere om Anne Julies liv og tanker, end om mine egne tanker.

Men nu er jeg hjemme igen – klar til at fortsætte dit kreativitetskursus i “Kunsten at være kreativ”.

For jeg har masser af kreative blokader at nedbryde endnu – det er jeg ikke i tvivl om.

Og mit indre kreative legebarn har slet ikke vist det potentiale, som jeg ved, vi sammen besidder, når blot vi er i kontakt med hinanden.

Og jeg har tillid til, at du igen skal hjælpe mig på vej herfra.

Så jeg genoptager læsningen af “Kunsten at være kreativ”. Jeg nåede til uge 2 – og fortsætter nu med uge 3…

Kærlig hilsen Susanne

Vejen tilbage til mit indre kreative legebarn – gennem nye kreative bøger

Jeg har noget med bøger – og især kreative bøger.

Så jeg måtte selvfølgelig dykke ned i Anne Julies enorme bogsamling…

Og jeg har noget med hippie halløj og retro. Er helt sikkert en inkarneret flower power pige og har levet i 60’erne :)

Derfor dykkede jeg især ned i gamle, kreative bøger fra 70’erne og 80’erne, bøger som var helt nye for mig…

Kreative bøger: Julia Camerons "Kunsten at være kreativ", Majbritte Ulrikkeholms "Det magiske rum", "Politikkens strikke og hæklebog" og Lis Paludans "Fri hækling". Fotograf: Susanne Randers

[Skønne kreative bøger. De to øverste mine egne, og de to nederste stod i bogreolen på Læsø. Er HELT VILD med Lis Paludans bog “Fri hækling”]

Jeg er blevet helt vild med at hækle igen!

På Læsø lærte jeg mig selv at hækle igen, efter jeg faldt over en helt fantastisk bog “Fri hækling” af Lis Paludan fra 1980.

Og heldigvis har jeg fået lov til at låne bogen med hjem.

Se lige disse helt vidunderlige retro billeder fra bogen. Jeg er helt syg for at købe en masse lækre, matchende garner og bare gå i gang med at hækle derud af.

Frihåndshæklet retro sjal. Fotografi fra bogen "Fri Hækling" af Lis Paludan fra Borgens Forlag.

Frihåndshæklet lang form, som minder om en påfuglefjer. Fotografi fra bogen "Fri Hækling" af Lis Paludan fra Borgens Forlag.

Frihåndshæklet del af retro tørklæde. Fotografi fra bogen "Fri Hækling" af Lis Paludan fra Borgens Forlag.

[Frihåndshæklede stykker fotograferet fra bogen “Fri Hækling” af Lis Paludan fra 1980. Udgivet på Borgens Forlag]

Min første frit hæklede stykke

Jeg ville så gerne lave alle mulige underlige former til at starte med, men jeg satte mig i stedet for at lære at hækle almindelige luftmasker og fastmasker – og så begyndte jeg ellers tælleriet.

Jeg fik lavet mig et skønt intuitivt stort hæklet mellemstykke i neon pink akryl garn, som jeg måske en dag vover at spraymale igennem, så det bliver baggrund for et maleri…?

Frihåndshækling. Mit første hæklede mellemstykke. Kreeret og fotograferet af Susanne Randers

[Frihåndshækling… Blev til mit første hæklede mellemstykke i neon pink akryl garn]

Bliver du også inspireret af kreative bøger?

Kærlig hilsen Susanne

Skriv en kommentar

Følg min blog med Bloglovin

mitkrearum.dk kreativitet opslagstavle creativity inspiration board footer 10