Jeg har sat nye skibe i søen denne uge. Skibe som stille og roligt flyder af sted med strømmen. Skibe, jeg endnu ikke ved, hvor skal sejle hen, men skibene er lastet med tro, håb og kærlighed. Og masser af tillid. Tillid til, at uanset hvad der sker, så bliver alting bedre.
Kunsten at give slip
Ugen har for mig især haft fokus på kunsten at give slip. Jeg har mange ting, jeg skal lære at give slip på. Og det sker ikke fra den ene dag til den anden.
Men første skridt er at blive bevidst om alle de ting og begivenheder, jeg trænger til at give slip på – og det er jeg i den grad blevet bevidst om på det seneste. Dog er jeg ikke helt nået til, hvordan jeg konkret skal give slip, men det arbejder jeg på…
Hello sunshine
Og så skal jeg da ellers love for, at solen har forkælet os denne uge. Wauw en sommer, vi går i møde, hvis det fortsætter sådan!
Har i ugens løb brugt timevis i haven og på langs i drivhuset. Og mest af alt har jeg nydt en uge med familiesammenkomster, fødselsdagsfester, hyggestunder og lange gode snakke i familiens og gode venners skød.
Men hov: Hvor blev gåturen af…?
Der er nu gået 7 uger af mit selvvalgte kreativitetskursus – og det er lige gået op for mig, at jeg helt har glemt at gå en tur i denne uge. Synes nok, at der var noget, jeg manglede…
Det må jeg tage revanche på i morgen, hvor jeg skal på to dejlige kurser i København med en god lang pause ind i mellem – perfekt til en lang gåtur i det indre København.
Klub Kreativ rykker!
I morgen skal jeg nemlig både på Klub Kreativ workshop med Dorthe Walbum: ”Fra tossede ideer til opskriften på din kreative succes” samt på Buddhismekursus.
Går du også selv med en masse kreative ideer, du trænger til at få sat i system, kan jeg varmt anbefale Dorthe Walbums Klub Kreativ. Jeg lover dig for, at det vil rykke noget i dig!
Klub Kreativ skifter form til efteråret, men der er stadig fem fantastiske kurser i København på denne side af sommerferien. Måske vi ses?
Kærlig hilsen Susanne