![Mit krearum [my creative space]](http://mitkrearum.dk/wp-content/uploads/2013/03/mitkrearum.dk-kreativitet-opslagstavle-creativity-inspiration-board.jpg)
Jeg samler kræfter i disse dage… Tænker og reflekterer i et væk – og får ikke gjort så meget, som jeg egentlig gerne ville. Men jeg har det okay med det.
Stilstanden og tomheden skal gøre plads til noget nyt. Gøre plads til nye kreative krumspring, nye krusninger på havets overflade. Jeg flyder bare med strømmen og ser, hvor jeg bliver ført hen.
Jeg ”skulker” med Julia Camerons opgaver…
Julia Cameron holder mig i hånden. Jeg er nu nået til 11. uge af mit kreativitetskursus, men jeg kan se på opgaverne, at jeg er løbet alt for hurtigt hen over de sidste par uger. Jeg har sprunget opgaver over – med vilje…
De opgaver, som sikkert flytter mig aller mest – men som jeg af flere (kendte og ukendte) årsager tøver med at skrive ned på papir. Jeg lader dem blive som tanker i mit hoved…
Jeg gør ingenting – jeg er bare…
Jeg har altid troet på The Secret – loven om tiltrækning. Så lige nu passer jeg på med, hvad jeg ønsker. Jeg holder mig afventende.
Jeg ved, at jeg samler kræfter til at drømme og ønske det helt rigtige – og i mellemtiden er jeg bare her i nuet. Og det føles godt.
Ind i mellem hjælper ”At gøre ingenting meditatioenen” fra Zawadzka Metoden mig med at holde fokus på bare at gøre ingenting. Og jeg kan varmt anbefale den meditation…
Tanker om stilstand fra Julia Cameron
Julia Cameron skriver også smukt om tørke, tvivl og morgensider:
”Der er tørke i ethvert kreativt menneskes liv. Tørken opstår lige pludselig og rækker helt ud i horisonten…
Man føler ikke, man har noget at sige, og man er fristet til ikke at sige noget. Det er på det tidspunkt, morgensiderne er vanskeligst at få skrevet og mest værdifulde.
Under en tørkeperiode kræver bare det at være til stede på morgensiderne, ligesom det at vandre igennem en ørken uden afmærkede veje, at man bevæger sig skridt for skridt uden noget klart mål.
Tvivlen sniger sig ind på en som en slange. ”Hvad nytter det?” hvæser den. Eller ”Hvad havde du egentligt ventet dig?” Tørken giver indtryk af at ville vare evigt – det gør mennesket derimod ikke…
Hvad gør man? Man stavrer videre.
Hvordan gør man det? Man gør noget ved morgensiderne…
For alle kreative væsener er morgensiderne livslinen – man bruger den, når man går på opdagelse, og når man vil hjem til sig selv…”
Stilhed før stormen
Jeg holder fast i morgensiderne. Bider mig fast i livet. Lader sætninger gentage sig dag for dag – for jeg ved, at jeg nok skal rykke igen, når jeg er klar.
Jeg ved, at jeg om en uge står med helt nye perspektiver, en række nye bekendtskaber og en hel ny livsform, når jeg rykker tre uger til Læsø.
Jeg ved med mig selv, at det blot er stilhed før stormen… Så jeg tager det roligt – og jeg har det okay med det.
Hvad med dig?
Mærker du også stilstand og tørke i ny og næ? Gør du noget ved det? Gør det dig angst eller er du okay med det? Skriver du om det i dine morgensider? Skriver du overhovedet morgensider eller lader du blot tankerne tumle rundt i hovedet?
Kærlig hilsen Susanne
Åhhh, hvor kan jeg nikke genkendende til det du beskriver!! Jeg har gået udenom den varme grød lidt for længe…..kan mærke jeg skal ha fat i min proces igen, men af en eller anden årsag viger jeg udenom!! Jeg ved det vil gøre mig godt, og flytte mig endnu længere ud ad den spirituelle udviklings sti, hvorfor mon jeg tøver?? Det blir SÅ spændende at følge din rejse på Læsø, jeg synes du er VILDT modig at du tør blive blæst ud for åben skærm – jeg turde ikke :-) Bliver det mon sendt på DR?
Kære Mette
Tak for din kommentar. Dejligt jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.
Jeg tror, vi er nået et langt skridt, når vi har indset, at vi ønsker at skabe en forandring. Bevidstheden herom må være det første skridt.
Dernæst modet. Modet til at turde tage det første skridt og have tillid til, at det nok skal gå alt sammen. Tro på, at en masse usynlige hænder vil bære os frem. Turde tage de første spæde skridt til små bitte forandringer, selvom man endnu ikke har overblik over det kæmpemæssige puslespil, man er i gang med at lægge. Og så tage endnu flere skridt, mens nye døre langsomt åbnes for en…
Jeg kommer givetvis til at skrive meget mere om overspringshandlinger – fordi jeg synes det er så fascinerende, at vi hver dag tøver (bevidst eller ubevidst) og undgår at gøre det, som vi ved, vil gavne os aller mest – til fordel for en masse ligegyldige overspringshandlinger. Givetvis fordi vi er bange eller angste. Bange for hvad andre vil synes om os. Bange for at se vores egen succes i øjnene. Eller også skyldes det noget helt tredje…
Vi må finde svarene i os selv. Selv har jeg tillid til, at jeg er på rette vej, selvom jeg nogen gange godt ville ønske, at det gik lidt hurtigere.
Læsø er et skridt på vejen for mig. Næste skridt på min egen personlige dannelsesrejse. Jeg skal til Læsø og være mig – og givetvis lære en hel masse. Bidrage med mig, som den jeg er. Suge til mig af den smukke natur og møde en masse nye fantastiske mennesker. Der er ingen skjulte dagsordener, ingen mudderkastning. Derimod et stressfrit liv i pagt med naturen som bonus, så jeg vover at kaste mig ud i det – også selvom der indimellem måtte være tv på. Og jeg har tillid til, at alt bliver godt og fantastisk.
Kærlig hilsen Susanne