Jeg er super stolt over at være blevet spurgt af vores lokale miljøhus Det Grønne Hus, om jeg vil inspirere Køge og omegn til at lave julepynt for ingen penge ved at bruge genbrugsmaterialer i stedet for dyrt indkøbt papir og glitret stads.
For er der noget jeg ELSKER, så er det papir – og især gammelt gulnet papir – oh yeah… ♥
Så på lørdag 7. december kl. 10–16 slår Det Grønne Hus dørene op for en lidt anderledes julestue i samarbejde med Mit krearum, Kirkens Korshær og Luna Hobby.
Der er gratis adgang, alle er velkommen, og tilmelding er ikke nødvendig.
Ih, hvor bliver det spændende…!
Uddrag fra pressemeddelsen:
>> Jul og knappe ressourcer forenes, når Det Grønne Hus i samarbejde med Kirkens Korshær og Luna Hobby slår dørene op for Julestue med Genbrug lørdag den 7. december kl. 10–16.
På dagen kan du få inspiration til, hvordan du kan genbruge papirudsmid og transformere det til den fineste julepynt. Susanne Randers, med bloggen mitkrearum.dk, vil inspirere besøgende til, hvordan man kan lave julepynt ud af genbrugsmaterialer:
”Man behøver ikke smide en masse penge efter papir og færdige skabeloner. Man kan få ganske fine og meget unikke ting ud af fx gamle nodehæfter og tegneserier – uden at det af den grund bliver kedeligt at se på, tværtimod. På dagen vil vi lave både pynt til juletræet, pynt til hjemmet og små fine papirjuletræer til julebordet.”
Mens børnene pynter juletræet, serverer Cafe GrønSag økologisk gløgg og hjemmelavede æbleskiver.
Initiativtager på dagen, Anders Kildegaard Knudsen fra Det Grønne Hus, udtaler:
”Det er lagt op til en rigtig hyggelig, og lidt utraditionel, julestue, hvor vi gerne vil sætte lidt fokus på genbrug her i julemåneden. Julen er for mange synonym med overforbrug, madspild og store affaldsmængder, og julestuen er vores bidrag til et arrangement, hvor julehygge og omtanke for miljøet kan gå hånd i hånd”
Så hvis du har brug for en pause fra juleræset og spare lidt på julebudgettet, så kom til julestue i Det Grønne Hus og få inspiration med til din egen julepynt og nyd et glas gløgg i de grønne omgivelser.
Yderligere info: Anders K. Knudsen, Det Grønne Hus: 5667 6074, akk@detgroennehus.dk <<
Så her er der fuld gang i jule demo værkstedet
Jeg har med stor taknemmelighed hentet et masse skønne genbrugsmaterialer i Kirkens Korshærs 600 m2 store genbrugsbutik her i Køge – materialer jeg skal bruge på lørdag. Og nu sidder jeg så herhjemme og laver demomodeller af alverdens slags…
I dag har jeg blandt andet foldet et juletræ af en gammel bog – inspireret af denne video fra Gitte Lacarriere. Har også lagt min egen super korte folde DIY video på Instagram…
Det tog vel en halv times tid at lave juletræet – og det var sådan en skøn meditativ proces! Så mangler det bare en stjerne af en slags :)
Udover at hente inspiration fra blogland, har også lavet et Pinterest board, hvor jeg henter inspiration fra hele verden til, hvad vi skal kreere på lørdag…
Har du lyst til at kigge forbi i julestuen, vil det være SKØNT!
Adressen er: Det Grønne Hus, Vestergade 3C, 4600 Køge – lige ved Køge Torv.
Julestuen er lørdag 7. december fra k. 10-16.
Parkering i Køge er givetvis håbløst lørdage i december, men s-toget kører lige til døren…
Håber vi ses!
Kærlig hilsen Susanne
Det lyder vel nok spændende! – og kreativt! :-)
Selv skal jeg deltage med en stand på julemarkedet i Lejre på lørdag kl. 9:30-15:30, så pladsen i kalenderen er allerede booket!
Rigtig god fornøjelse, Susanne.
*SMIL* fra Lisbet
Hej Lisbet
Ja, det er svært at være alle steder her i december. Det vrimler med fantastiske tilbud alle vegne. Selv var jeg så heldig at være til hele tre julemarkeder i Roskilde i går. Det var skønt at se så meget lækkert hjemmelavet julestads og mødte også Gitte Rav&Krat og Charl8 Clausen foruden alle de skønne bloggere med alle deres smukke stande!!!
TAK for hilsnen – og rigtig god fornøjelse også til DIG! *<[;0) Kærlig hilsen Susanne