På torsdag ruller det første af syv programmer om “Læsø kalder” over skærmen på DR1 kl. 21.
Jeg er en af de 40 kvinder, som har været så heldige at få lov til at bo tre uger på Læsø i juni måned og opleve livet på Læsø på aller nærmeste hold.
Det har været en oplevelse for livet!
Først og fremmest var jeg så utrolig heldig at få lov til at bo hos pibemager Anne Julie sammen med den mest fantastiske jægerpige, Louise.
Det viste sig, at Louise og jeg begge spiste stenalderkost, så vi lavede den lækreste stenalderkost hver dag til os selv og Anne Julie – og på magisk vis fjernede vi stor set al Anne Julies psoriasis på hænder og arme de tre uger vi var der. Ufatteligt hvad en kostomlægning kan føre til…[Læs artikel i Ekstra Bladet om Anne Julies psoriasis og livet på Højgården her…]
Jeg er dybt taknemmelig for det livslange venskab opholdet uden tvivl har givet mig med Anne Julie og Louise!Vi nød virkelig livet på Højgården, hvor vi bl.a. skabte den mest vidunderlige indergård – som for os nærmest var Paradis på jorden.
Hvad var det der TV for noget?
Tiden på Læsø var fri. Vi kvinder var selv med til at skabe drejebogen, dagsordenen og aktiviteterne – men selvfølgelig var der også et tv-hold som hele tiden arbejdede på højtryk for at få en masse gode historier i kassen.
Lise Rønne var vært for programmet og iværksætter Michelle Hviid var hyret som ekstern konsulent til at sætte os i gang, hvis vi ikke selv havde idéer til, hvad vi ville bidrage med i de tre uger, vi var på Læsø.
Jeg stod bl.a. i spidsen for strikkeprojektet “En lap til Læsø” sammen med en grafiker fra København, Trille, og strikkedamerne fra Læsø.
Det var sjovt, skørt og underholdende – og fantastisk at lære en masse nye kvinder at kende fra hele øen.
Tilbage på Læsø igen for sommeren
På min egen personlige udviklingsrejse det sidste halve år har jeg hele tiden været bevidst om at leve én dag ad gangen i tillid til, at alt bliver godt, samt at de døre, der skal åbne sig for mig, vil åbne sig undervejs.
Og det var helt VILDT fantastisk, at jeg af alle mennesker på Læsø havnede hos pibemager og billedkunstner Anne Julie – som oven i købet inviterede mig tilbage til Læsø for sommeren for at hjælpe hende med at passe hendes galleri, så hun kan koncentrere sig om at lave piber til den store verden… – Og ikke mindst forberede det royale besøg 3. september 2013, hvor HKH Dronning Margrethe II og Prins Henrik kommer til Læsø – og prinsgemalen kigger forbi Anne Julie på Højgården.
I mit rette kreative element
Jeg er i himlen på Læsø – virkelig i mit rette element, hvor jeg suger til mig af Anne Julies kreative liv og livsfilosofi. Og samtidig har jeg fået lov til at vise mine kreationer frem i Anne Julies galleri.
“Læsø kalder” på DR1 fra på torsdag
Er spændt på, hvordan DR1 vinkler de syv tv-udsendelser.
Der er i alt 250 timers filmoptagelser i kassen, som skal barberes ned til 3,5 timer – så det siger sig selv, at meget er sorteret fra.
Men jeg vil håbe, at det ligner den vidunderlige virkelighed, som jeg har oplevet på Læsø de tre uger i juni…
TAK fordi jeg fik chancen for at få en skøn sommerflirt med livet og en af de mest fantastiske oplevelser, som jeg vil mindes resten af mit liv!
Og hov – så kom der også en fin artikel i Ekstra Bladet om livet på Højgården… Læs artiklen her!
Kærlig hilsen Susanne Randers – en af de 40 kvinder i “Læsø kalder”