En uge med rutsjeture og fantastiske kurser

Forårsgrene og blå himmel i april. Fotograf: Susanne Randers

Hver søndag gør jeg status over den forgangne uge i mit kreativitetskursus.

Mit energiniveau denne uge har været meget svingende – og de sidste tre dage har jeg været angrebet af en irriterende forkølelse. Helt sikkert en kærlig påmindelse fra mit immunforsvar om, at jeg skal tage det stille og roligt og passe på mig selv.

Buddhismekursus – som sendt fra himlen

Jeg kastede mig ud i et impulsivt, men utroligt meningsfuldt buddhistisk introkursus i mandags. Jeg vil glæde mig til de næste fem uger – og resten af livet – at fordybe mig i de buddhistiske tanker, som jeg altid har været meget draget af, men egentligt har vidst meget lidt om.

Har du brug for en hurtig, men super god introduktion til buddhismen, kan jeg anbefale dig at se dette tv-program “The Life Of The Buddha” fra BBC på youtube.

For mig giver buddhismen så meget mening!

Status på de kreative energier

Denne uge har jeg lavet nul og nix kreative kreationer siden go-card halskæderne i tirsdags. Skriver Julia Cameron noget om, at jeg skal være kreativ i denne uge? Nej, det gør hun faktisk ikke, så…

I stedet vil jeg glæde mig over alle de fantastiske mennesker, jeg har mødt i denne uge, og de kurser, jeg har været på.

Lev af din kunst – Klub Kreativ workshops med Dorthe Walbum

I denne uge har jeg nemlig også været på Klub Kreativ workshop hos Dorthe Walbum.

Dorthe er en af de mest fantastiske undervisere, jeg nogensinde har mødt, fordi hun af egen erfaring ved, hvad der foregår indeni en kreativ sjæl. Hvilke udfordringer vi hver især går og tumler med, hvordan man kan strukturere sit liv, hvis man er en kreativ sjæl – og hvordan man kan komme til at leve af sin kunst og kreativitet.  

Dorthe Walbum er en fantastisk igangsætter og forløser af ens kreative, kunstneriske potentiale. Hun formår at sætte kunst sammen med business, og klæde en på til et liv med kunsten som potentiel levevej, hvis man vel og mærke vil gøre et arbejde for det – og finder sit powerflow.

Jeg elsker at komme på Dorthes Klub Kreativ workshops. Jeg bliver 10 cm højere for hver gang, og sprængfyldt med fornyet energi og entusiasme.

Dorthe Walbum afholder masser af workshops frem til sommerferien både i København og Århus. Tjek workshop kalenderen her. – Måske du vil med?

Kærlig hilsen Susanne – som glæder sig vildt over det smukke forårsvejr

Skriv en kommentar

Follow my blog with Bloglovin

mitkrearum.dk kreativitet opslagstavle creativity inspiration board footer 10

2 tanker om "En uge med rutsjeture og fantastiske kurser"

  1. Laila Mortensen

    Hej Susanne
    Det er meget spændende, det du har gang i.
    Jeg vil følge med, med stor nysgerrighed og beundring. Og lade mig inspirere…af din smittende kreativitet.
    God fornøjelse for det ser fornøjeligt ud
    Venlig hilsen Laila

    Svar
    1. mitkrearum Forfatter

      Hej Laila
      Tak for dine søde ord. Ja, det er så spændende, det jeg har gang i.
      At ribbe op i hele sit liv og alle sine vaner og lægge det om på ny med det for øje at leve kreativt – det er noget en rejse. Både angstprovokerende og alligevel så fantastisk på én og samme tid.
      Men jeg hygger mig med det. Jeg trives i det. Jeg er i det. Lige her og nu.
      Håber vi ses igen, så vi kan være kreative sammen :0)
      Kærlig hilsen Susanne

      Svar

Skriv et svar