STYRK DIN KREATIVITET: Hvordan fejrer du dine succeser?

Pink collage: "En hyldest til hverdagen og mine forældre". Kreeret af Susanne Randers

Og fejrer du succeser på traditionel vis, eller tager du mere alternative metoder i brug…?

I går aftes var jeg til et super spændende netværksmøde i min fagforening, Krifa, med overskriften “Styrk din kreativitet“…

JA TAK! Det kan jeg li’.

Kurset lagde op til en mere metodisk og systematisk tilgang til kreative processer, end blot at gi’ den fuld gas på alle brainstorming-tangenterne.

Undervejs i kurset skulle vi bl.a. sammen løse problemstillingen: “Hvordan bliver jeg bedre til at fejre min (eller mit firmas) succes?”

Fejring af livet med Cognac i haven. Fotograf: Susanne Randers

[Traditionel fejring af livet med Cognac og kaffe – på utraditionelt “barbord” i haven…]

Associationsteknik til idéudvikling

Vi lavede en associationsøvelse, hvor vi ud fra et vilkårligt startord skulle komme på 10-12 associerede ord, og derfra startede idéudviklingen så…

Eksempelvis sæbe -> bobler -> ren -> fløde -> kaffe -> jord -> mødding -> regnorm -> gummistøvler -> plastikblomster -> urtepotte osv.

Så tog vi hvert eneste ord og brugte ordet som inspiration til at tænke videre, så vi var i stand til at komme med skæve forslag til, hvordan man kunne fejre sin succes.

Dét kom der en del sjove, skæve løsninger ud af. Men også en masse traditionelle.

Eksempel på idé ud fra ordet “bobler”:

  • Traditionel idé: Fejring med Champagne
  • Utraditionel idé: Sæbeboblemaskine på kontoret, som man kan tænde for, så det flyver rundt med sæbebobler, når en ordre er i hus
"Sæbebobler: Sommersjov, børnene gemte sig bag hækken og pustede sæbebobler." Fra Samvirkes fotokonkurrence. Uploadet af Egon Hye i 2011

[“Sæbebobler… Sommersjov”. Billede lånt fra Samvirkes fotokonkurrence i 2011. Uploadet af Egon Hye]

“Hvordan fejrer jeg mine succeser?”, fik det mig til at tænke på…

Klassiske, traditionelle svar er jo at:

  • Købe blomster til mig selv – eller få blomster forærende
  • Drikke champagne med kollegaer, familie eller venner
  • Forkæle mig selv med massage, karbad eller lignende time out
  • Tage på restaurant med familien
  • Købe en fed ting, til mig selv; kjole, øreringe, tørklæde – you name it…

Men er der ikke tusindvis af utraditionelle, mere skæve og kreative måder at fejre sig selv på – alene eller sammen med andre…?

  • Jeg skriver eksempelvis taknemmelighedsdagbog og laver “Ta-dah” lister for at fejre hverdagens små og store succeser
  • På mit gamle arbejde var der en chef, der altid delte lakridspiber ud til afdelingen, når noget skulle fejres. Så fik alle lov til at svinge stængerne op på bordet og nyde lakridspiben og succesen for en stund…
Eye Candy: "Bare fordi" blomsterbuket fra min kæreste. Fotograf: Susanne Randers

[Blomster er altid skønne at få – eller købe til sig selv – uanset anledning…]

Alt det Cava, vi kunne konsumere på 14 dage…

En gang, hvor jeg virkelig fejrede mig selv og min kæreste med fuldt overlæg, var sidste forår, hvor vi var 14 dage i Barcelona, efter vi havde vundet en 4-årig lang retssag i Østre Landsret.

På ferien i Barcelona aftalte vi, at vi måtte drikke så meget Cava, vi overhovedet havde lyst til på de 14 dage – og NØJ, hvor havde vi det sjovt og festligt!!!

Og selvom det var en mere traditionel fejring – med bobler – vil den ferie altid stå mejslet i nethinden som ferien med overflod af Cava, spaniernes version af Champagne.

Fejring af hverdagen med Cava i haven. Fotograf: Claus Preis

[Cava, Cava, Cava… JA TAK! Her serveret i min mormors gamle, fine glas fra Italien]

Det er rart at fejre sine succeser sammen med andre

Personligt tror jeg, at det sociale islæt ved at fejre sine succeser er vigtigt!!!

At du deler oplevelsen med andre – og at du især husker at takke og anerkende dem, der har hjulpet dig til at nå dit resultat.

Den klassiske takketale til en prisoverrækkelse kan føles temmelig iscenesat og meningsløs for udenforstående – men det giver i den grad mening for dem, der får takket og anerkendelsen, helt inde fra hjertet.

Pral på de sociale medier… Jantelov go home!

Den anden sociale twist er, at dele sin succes med sine venner via de sociale medier. På Facebook, Linkedin, Twitter, via blogs osv. Ren og skær pral…

Åh nej“, tænker nogen.
Ja, selvfølgelig“, tænker andre…: “Jantelov go home…!

Personligt synes jeg, at alle skal ha lov til at juble, så meget de vil, over hvad de vil. I like!

"Yes" badge. Hjemtaget fra Yoko Ono udstilling i Stockholm vistnok i 2003. Fotograf: Susanne Randers

[Man kunne måske også gå rundt med denne “Yes” badge resten af dagen, hvis man gerne ville gøre andre – og sit eget spejlbillede – opmærksom på en given succes…?]

Hvordan fejrer DU dine succeser?

Dytter du til alle på din vej? Flirter du med alt og alle? Køber du sjove plastikgadgets, som får dig til at smile, hver gang, du ser på dem? Gi’r du othellolagkage til kollegaerne? Traller du lystigt på cykelstien…? Synger du i badet?

Del gerne dine fejringer i kommentarfeltet, så vi kan blive inspireret af hinanden :)

Kærlig hilsen Susanne

Skriv en kommentar

Følg min blog med Bloglovin

mitkrearum.dk kreativitet opslagstavle creativity inspiration board footer 10

2 tanker om "STYRK DIN KREATIVITET: Hvordan fejrer du dine succeser?"

  1. Rikke Fenger

    Når jeg skal fejre noget, taler jeg om det til alle der gider at lytte. På den måde får jeg mere ros:). Derefter køber jeg gerne en skøn maling, en dyr pensel, masking tape, et stempel eller noget andet til min store lidenskab – at være kreativ. Er det en af de helt store fejringer køber jeg noget kunst.

    Svar
    1. mitkrearum Forfatter

      Hej Rikke

      Tak for din søde og ærlige kommentar :) Selvforkælelse er VIDUNDERLIGT.

      “Des mere selvforkælelse, man kan give sig selv, des større succes under man sig selv her i livet – og des flere penge er det muligt at tjene…”

      Den ligning med det gode budskab har jeg suget til mig fra en af mine kreative mentorer, Dorthe Walbum.

      Jeg holder også af at købe små hyggelige ting på min vej, som minder mig om en bestemt begivenhed – drukner snart i dem herhjemme :)

      Kærlig hilsen Susanne

      Svar

Leave a Reply