Jeg er nu halvvejs i mit selvvalgte kreativitetskursus. Kigger jeg ind i mit krearum, er det ikke fordi det ligefrem vælter rundt med nye kreative skabninger – jeg føler, at jeg har en masse bjerge af selvindsigt, som skal bestiges, før jeg for alvor når til at kaste mig ud i de vilde kreative eventyr.
Men jeg kan mærke, at jeg er på vej. Jeg har lært en masse om mig selv i de forgangne uger, og jeg oplever periodevis at blive overvældet med en masse forskellige sindstilstande som modstand og håb, opture og nedture, skepsis, undren, eftergivenhed, men mest af alt spænding og forventning til, at alt bliver godt. At alt bliver bedre, end det var før. At det hele nok skal gå – og der kommer en lykkeligere Susanne ud i den anden ende.